Vi havde mange spørgsmål i chatten under webinaret med læge og forsker Morten Svarrer Hansen, hvor temaet var "Vægttab og knoglesundhed?” Nogle af dem nåede Morten at svare på under webinaret, resten har vi samlet herunder. Læs spørgsmålene fra deltagerne og Mortens svar herunder. 

Hvis du kunne være interesseret i at få rådgivning og vejledning om osteoporose, kan du skrive til os på [email protected] eller booke en tid på linket nederst i artiklen 

Her finder du svar på de mest stillede spørgsmål fra webinaret:

Spørgsmål Svar

1. Ved man hvorfor BMD falder i forbindelse med et større vægttab?

 

Man kender ikke med sikkerhed den biologiske mekanisme hos mennesker. At BMD falder ved større vægttab er dog sikkert. Der er teorier om, at en bestemt type knogleceller, som hedder osteocytter, hvis egenskaber afhænger af mekanisk stimulering, forsvinder eller stopper med at virke, når vægttabet når et vist punkt. Teorien er, at det fører til frigivelse af et hormon, som hedder sclerostin, hvilket har til formål at øge knoglenedbrydningen og modvirke knogleopbygningen. Sclerostin er i øvrigt det hormon, som Evenity (Romosozumab) modvirker.

2. Hvor meget træning skal der så til, for at modvirke den dårlige effekt af vægttab på knoglerne?

Styrketræning - hvor meget vægt, og hvor ofte? Eller andre typer træning?

Det kan være en god ide at booke en konsultation med en af vores fysioterapeuter, som kan rådgive dig omkring træning, herunder specifik styrketræning for at minimere knoglemassetabet.

Book her: https://osaia.dk/landing-page/

3. Hvad med lænderyggen i forhold til at træne for at modvirke knogletabet?

Kan man modvirke knogletabet i lænderyg også under vægttab, hvis man træner? Og hvordan?

 

Det formoder vi, at man kan. Præcis hvilken type træning, man skal bruge, planlægger man at undersøge i et fremtidigt forskningsprojekt. En kombination af muskeltræk på lænderyggen og stimulering af knoglestrukturen i vandret og lodret plan må dog formodes at have en gavnlig effekt.

4. Hvor ser man sin risikofaktor for osteoporose?

 

I appen ”Mine Knogler” kan du se en oversigt over risikofaktorer for osteoporose. Kan man vinge af på mindst en af faktorerne, så er det relevant at blive undersøgt for osteoporose.

Du er også velkommen til at booke en gratis forundersøgelse hos os, hvor vi screener for risikofaktorer for at vurdere om det er relevant at blive DXA-scannet.

Har du fået konstateret osteoporose tilbyder vi også at beregne din risiko for brud ved at bruge et redskab der hedder FRAX – som er en risikoberegner, der kan fortælle noget om din risiko for henholdsvis hoftebrud og andre osteoporotiske brud. 

Book din gratis forundersøgelse her, og så ringer vi dig op:

https://osaia.dk/landing-page

5. Hvem måler knoglemarkørerne? - min egen læge gør det ikke. 

De fleste endokrinologiske afdelinger bruger knoglemarkører til at monitorere knogleomsætningen. Så bliver du fulgt af speciallægerne på sygehuset, kan du få målt dem der.

I almen praksis er desværre kun praktiserende læger i Region Hovedstaden der på nuværende tidspunkt kan tilbyde at måle knoglemarkører.

Hos OSAIA har vi samarbejde med laboratorier rundt omkring i hele landet og kan derfor tilbyde at måle knoglemarkører. Det kræver blot at du booker en online konsultation med en af vores læger, som så vil vurdere om det er relevant at måle knoglemarkører hos dig, og i så fald hvilken markør der skal tages. Sammen finde i det sygehus tættest på dig, hvor du kan få taget den blodprøve, hvor man kan måle knoglemarkører, og lægen henviser dig hertil. Svaret på blodprøven får du via vores app Mine Knogler.

Du kan booke konsultationen til måling af knoglemarkører her:

https://osaia.dk/landing-page/

6. Hvilken træning styrker knoglerne i hoften?

Forskning har vist at high-impact træning, dvs. hvor du løber eller hopper samt tung styrketræning er det mest effektive til at øge styrken i knoglerne i hoften.

Hvis du har brug for rådgivning om hvordan du kan styrke knoglerne med træning, kan du booke en tid hos vores fysioterapeut her:

https://osaia.dk/landing-page/

7. Hvor meget D-vitamin og kalk er optimal under vægttab? Og hvor meget er for meget D-vitamin og kalk?

 

Vi anbefaler som udgangspunkt et dagligt indtag på 1200 mg kalk og 20 mikrogram D-vitamin, hvis man er i risiko for at udvikle/har knogleskørhed. Der er ikke en tilsvarende officiel vejledning ved vægttab, men ovenstående doser kan bruges som et fornuftigt pejlemærke.

Medmindre man er nyresyg eller har sygdomme i sit kalkstofskifte skal man spise ret mange vitaminpiller for at få for meget Vitamin D og/eller kalk. Spørg evt. en diætist eller læge, hvis man vil have beregnet sit daglige indtag.

8. OsteoStrong-træning; hvad er jeres holdning hertil ift ikke at tage Alendronat ved konstateret osteoporose?

 

OsteoStrong er ikke en anerkendt behandling af osteoporose, og kan ikke anbefales som erstatning for Alendronat.

9. Er der studier omkring hvordan keto-livsstil påvirker knoglerne?

Ikke mig bekendt, men i Aarhus har man stor fokus på ketonrig diæt. Det er ikke utænkeligt, de ligger inde med data om knogleeffekter.

10. De allerfleste tager meget af det tabte på igen. Yo-Yo effekten. Er der nogle overvejelser om eller forskning på om os der har tabt sig rigtig mange gange er i øget risiko for knogleskørhed?

 

Dette er et meget relevant spørgsmål. For YoYo vægt er netop det, vi oftest ser. Vægttab ER svært at holde. Hvordan knoglerne reagerer under YoYo vægt ved vi ikke, men jeg forestiller mig, at jo ældre man er, jo sværere er det at genopbygge et knogletab på baggrund af vægttab. For at følge udviklingen i BMD på et individuelt plan, vil det være fornuftigt med en DXA-scanning hvert 2.-3. år (hvis man er i risiko for at udvikle knogleskørhed).

11. Et kontrolleret vægttab hænger vel også sammen med en for vitamin- og kalkfattig kost. Og dermed et fald i T-score?

 

Ikke entydigt. Men det er vigtigt at have fokus på, hvad man spiser, hvis man planlægger vægttab. Har man udfordringer med at nå det anbefalede indtag af kalk og D-vitamin kan det relativt nemt suppleres med kosttilskud, f.eks. Unikalk Silver eller Forte.

12. Hvordan påvirker protein knogleopbygningen, og hvor meget øges ens behov for protein under et vægttab - for at undgå tab af knogle- og muskelmasse?

 

Protein er særligt vigtigt for muskelopbygning og -vedligeholdelse. Ligesom man taber knoglevæv under vægttab, så taber man også muskelmasse og måske også muskelstyrke. Musklernes træk i knoglerne er vigtige for at stimulere knogleopbygningen, og en proteinrig kost er grundstenen for muskelcellefunktion. Proteinindtag har derfor en indirekte, men positiv effekt på knoglerne.

 

Hvis du kunne være interesseret i at få rådgivning og vejledning om osteoporose, kan du skrive til os på [email protected] eller skrive dig op til en samtale her:

 

Book samtale