Medicinsk osteoporose behandling

Medicinsk behandling er den mest effektive måde at forhindre yderligere tab af knoglemasse, og dermed til at forebygge knoglebrud. 

 

Du kan læse mere omkring de forskellige typer af medicinsk behandling her, eller ved at downloade Mine Knogler 

 

Alendronat:

 
Langt de fleste med osteoporose tilbydes Alendronat som knoglestyrkende medicin. Alendronat er det man kalder førstevalget indenfor osteoporose. 


De piller, du får, kan for eksempel hedde Alendronat, Fosamax, Fosavance, Fosastad eller Binosto. Medicinen virker ved at mindske nedbrydningen af knoglerne. På den måde bremses det tab af knoglemasse, som sker med tiden. Medicinsk behandling er det redskab, der bedst mindsker risikoen for at få knoglebrud og sammenfald i ryggen som følge af osteoporose. Ved behandling med Alendronat i tre år, halveres risikoen for at få sammenfald i ryggen. Risikoen for hoftebrud nedsættes med omkring en tredjedel.


Hvis din læge udskriver Alendronat til dig, skal du tage en pille én gang om ugen på samme tidspunkt. Alendronat kan være vanskelig for kroppen at optage, og medicinen optages meget dårligt, hvis den tages samtidigt med mad eller drikke ud over vand. Derfor skal du tage pillen fastende om morgenen med et stort glas vand, mindst 30 minutter før du spiser morgenmad. Du må ikke lægge dig ned, lige efter du har taget pillen, men skal sørge for at sidde eller stå op, indtil du har spist morgenmad. Pillen kan nemlig irritere dit spiserør.

 

Anden medicin med samme virkning som Alendronat 


Du kan opleve, at lægen udskriver anden medicin, der virker på samme måde som Alendronat. Den medicin, som hedder Risedronat, er ligeså effektiv som Alendronat, og valget afhænger typisk af prisen. Medicinen kan også hedde Zoledronat (Aclasta eller Zoledronsyre), som gives som indsprøjtning én gang årligt, eller Ibandronat (Bonviva), som kan gives som tablet eller som indsprøjtning én gang hver tredje måned.


Denosumab (Prolia)


Hvis du ikke tåler behandling med Alendronat, kan den knoglestyrkende behandling med den medicin, som hedder Denusomab, være en mulighed. 


Ved behandling med Denosumab i tre år, mindskes risikoen for at få sammenfald i ryggen eller hoftebrud betydeligt.


Denosumab gives som en indsprøjtning i låret, maven eller bagsiden af armen hvert halve år. Denosumab forhandles under navnet Prolia. Medicinen er et såkaldt antistof, der virker ved at hæmme nedbrydningen af knoglerne.

 

Raloxifen


Hvis du er kvinde med osteoporose, vil din læge hyppigst tilbyde knoglestyrkende behandling med Alendronat eller Denosumab. I særlige tilfælde kan din læge dog vælge at tilbyde dig behandling med Raloxifen, som forhandles under navnet Evista.


Romosozumab (Evenity)


Romosozumab (Evenity) er et knogleopbyggende præparat, der virker ved at binde sig til og hæmme et bestemt protein (sclerostin). Dette både øger knogledannelsen og hæmmer knoglenedbrydningen, så knoglerne bliver stærkere.


Administrationsmåde:


Findes som injektionsvæske, der indsprøjtes under huden. Midlet skal indsprøjtes 1 gang om måneden i 12 måneder. Der skal gives 2 indsprøjtninger per gang umiddelbart efter hinanden på forskellige indstikssteder i lår, mave eller overarm. Hvis indsprøjtning glemmes, gives den hurtigst muligt. Der må aldrig gives dobbeltdosis. Når behandlingen er overstået, skal patienten fortsætte med en af de knoglestyrkende behandlinger for at bevare og yderligere forstærke den knogleopbyggende effekt.

 

Knogleopbyggende behandling


Ved behandling med teriparatid mindskes risikoen betydeligt for sammenfald i ryggen og andre typer af brud. De indsprøjtninger, du får, hedder Forsteo, Movymia eller Terrosa. Medicinen ligner kroppens naturlige biskjoldbruskkirtel-hormon (PTH), og virker ved at stimulere de knogleopbyggende celler. Derved kan knoglevævets tæthed øges, og risikoen for nye knoglebrud mindskes. Særligt risikoen for sammenfald i ryggen mindskes.


Medicinen skal sprøjtes ind i underhuden med en injektionspen, ligesom ved sukkersyge. Du skal have indsprøjtninger én gang dagligt typisk i to år.

 

Vil du høre mere om vores osteoporose klinik, så kan du nu skrive dig op til en samtale med en specialist fra OSAIA:

Book aftale

 

Ovenstående er udarbejdet ud fra den nationale behandlingsvejledning, som du kan finde her: Dansk Endokrinologisk Selskab